NHT® Naturlig hormon Terapi

Hvad er NHT® Naturlig Hormon Terapi?

I bund og grund går det ud på, at se på dig som et helt menneske, altså en holistisk tilgang til dine problematikker, som tager højde for at ubalancer i kroppen sjældent kan fikses ved kun at kigge lige derhen, hvor problemet er, men tager højde for, at kroppen er en samlet og kompleks mekanisme.

Der findes ingen Quick fix, når det handler om hormonel ubalance – til gengæld har du mulighed for, at få det rigtig godt, hvis du giver det opmærksomhed og tålmodighed.

Her får du de syv grundlæggende principper, der udgør retningslinjerne i en naturlig hormonterapi.

De er udviklet gennem de sidste 20-25 år, baseret på forskningen i naturlige hormoner.

Den forskning, der ligger til grund for principperne, er beskrevet i bogen “Naturlig hormonterapi”.

1. Gå efter balance

Kroppen er i høj grad i stand til at behandle sig selv, hvis den får, hvad den mangler. Det betyder, at man i en naturlig hormonterapi giver vejledning med respekt for samspillet mellem hormonerne. Der tages udgangspunkt i en måling af steroidhormoner som østradiol, østriol, progesteron, cortisol og androgener, og her benyttes en spyttest, som gør det muligt at se, hvad kroppen reelt har til rådighed. Alt efter symptomerne må man også inddrage andet end hormoner. Hormoner er afhængige af andre stoffer for at blive dannet, og hvis der er mangel på et hormon, kan det skyldes, at der mangler et stof, der bruges til at danne dette hormon. Essentielle næringsstoffer – og eventuel mangel på dem – skal derfor indgå i vurderingen, ligesom påvirkningen fra hormonforstyrrende stoffer må inddrages.

2. Brug bioidentiske hormoner, ikke patenterede

Mange sygdomme har at gøre med hormonelle ubalancer, og vil man rette op på en ubalance, kan det kun gøres med bioidentiske hormoner, dvs. hormoner, der er 100% identiske med de hormoner, som kroppen selv producerer. Man ønsker desuden at udnytte de naturlige hormoners multi-funktionalitet – og man ønsker at undgå at belaste kroppen med fremmedstoffer i form af patenterede hormoner.

3. Progesteron før østrogener

Progesteron vil typisk være førstevalg i en naturlig hormonterapi – fordi det typisk er det hormon, kvinder først og fremmest mangler.

Progesteronmangel er udbredt i den fertile alder på grund af manglende ægløsninger og/eller korte luteale faser.

Progesteronmangel er udbredt fra omkring midten af trediverne og frem mod overgangsalderen, hvor manglende ægløsning og for korte luteale faser optræder hyppigere og fører til, at progesteron-produktionen falder i denne periode hos de fleste kvinder – det gør østradiolproduktionen ikke.

Progesteron bliver også det typiske førstevalg omkring overgangsalderen, fordi østradiolniveauet ofte stiger i denne periode.

Desuden gælder det i alle aldre – også efter overgangsalderen, hvor østradiol produceres i fedtvævet og progesteron i binyrerne – at progesteronproduktionen er afhængig af stressniveauet, idet cortisol dannes ud fra progesteron, så stress giver et fald i progesteron. Stress giver derimod ikke et fald i østradiol.

Kvinder, der får fjernet livmoderen og kommer i kirurgisk menopause, gør det ofte på grund af sygdomme og lidelser, som skyldes progesteronmangel. Derfor kan de have et særlig stort behov for progesteron, selvom de ikke har en livmoder.

Er der behov for østrogen, så er østriol førstevalg. Østriol er for langt de fleste kvinder tilstrækkeligt, hvis man mangler østrogen, og det har en langt bedre sikkerhedsprofil end både østradiol, som bruges i den konventionelle hormonbehandling, og planteøstrogener som rødkløver og soya.

4. Cyklisk indtagelse

I en naturlig hormonterapi vil man generelt tilstræbe at efterligne kroppens egen funktionsmåde. Ingen hormoner bliver produceret i en konstant strøm i den naturlige krop. Det betyder, at hormoner skal gives med pauser ind imellem.

Det er svært at overføre dette princip til en konventionel hormonbehandling, for giver man østradiol alene, kan det føre til abstinenser, hvis man pludselig holder pause.

5. Individuel dosering

Det følger af princippet om at gå efter balance, at man må dosere hormonerne individuelt, alt efter hvad kroppen har brug for. I praksis betyder det, at man giver vejledning i at starte på et lavt niveau, som f.eks. ligger i bunden af normalværdi-området, og gradvist hæve dosis, indtil symptomerne bedres. Individuel dosering fastlægges ud fra en kombination af test af hormonniveauer og symptomerne. Normalværdierne har et meget bredt spektrum, og man kan ikke vide på forhånd, om en person har bedst af at ligge i bunden eller i toppen af dette spektrum. Derfor er det i sidste ende symptomerne, der er afgørende.

6. Transdermal administration

Optagelse gennem huden i form af creme eller vagitorier af de tre vigtigste hormoner: progesteron, østriol og østradiol. Oral indtagelse – dvs. som piller – betyder, at disse hormoner skal passere mave/tarm-systemet og leveren, og det gælder for dem alle tre, at det er mindre effektivt end tilførsel gennem huden. Når de optages gennem huden, går de den samme vej som de hormoner, kroppen selv producerer, nemlig direkte ud i blodet, hvor de sendes rundt som frit tilgængelige, bioaktive hormoner, som kroppen kan bruge efter behov. Det naturlige progesteron, Utrogestan, der er godkendt til hormonbehandling i Danmark, indtages oralt og kan derfor ikke anbefales.

7. Både test og symptomer har relevans

Man kan ikke udelukke betydningen af hverken måling af hormonerne eller vurdering af symptomerne. At tage sine symptomer alvorligt er nødvendigt, fordi normalværdierne er meget rummelige. En test kan fortælle dig, hvad niveauerne af forskellige hormoner er, men den kan ikke fortælle dig, hvad de bør være, fordi det til en vis grad er individuelt. Hvad den enkelte præcis har brug for, kan kun finjusteres ud fra symptomer. Omvendt kan en test være et redskab til at identificere mangler, som endnu ikke har givet sig udslag i symptomer – og dermed være et middel til forebyggelse, ligesom en test også kan være nødvendig ved symptomer, der kan skyldes flere faktorer. Man kan altså ikke frakende en test af hormonniveauer enhver betydning, og man kan ikke forlade sig udelukkende på symptomer i alle tilfælde.